Spiseforstyrrelse


Spiseforstyrrelse = En udmagret kvinde uden appetit

- Nej, det er ikke nødvendighed. Det er en mulighed, ja, men langt fra normen.

Diagnosen, spiseforstyrrelse, kan ikke måles på en persons vægt. Den måles på i hvor stort et omfang vedkommende er tynget af tanker/følelser/problematikker i forhold til mad og eget selvbillede.

Min spiseforstyrrelse er udsprunget af et problem, som jeg ikke kunne løse.
Derved finder kroppen egne værktøjer hvorved, at den kan kontrollere/beherske noget.
I mit tilfælde blev det; mad og vægt.

 

En lille følger...

 

Som 5-6 årig begyndte jeg at smide min mad ud.
På daværende tidspunkt havde jeg ingen intention om, at jeg ville være tynd... Jeg var sådan set tynd fra naturens side.
Jeg gjorde det bare.. Det var noget, jeg selv kunne kontrollere i en hverdag, som jeg havde svært ved at holde ud.

Jo ældre jeg blev, jo mere mad smed jeg ud.

Fra 4. klasse begyndte jeg for alvor at sulte mig selv.
Det kom til udtryk ved permanent voldsom hovedpine, desorientering og at jeg besvimede, hvis jeg var for fysisk aktiv.

Jo ældre jeg blev og kunne følge med i, hvad der skete rundt om i verden, jo mere gik det op for mig, at jeg måske var syg!? At jeg måske havde anoreksi!?


I 9. klasse tog jeg til lægen.
Jeg fortalte om mit forhold til mad, hvordan jeg havde det pga underernæring, og at jeg troede, at jeg havde anoreksi.

Lægen vejede mig.
Jeg husker, at min daværende vægt lå på 45 kilo.

Lægens udtalelse var meget klar: "Du er slet ikke tynd nok til at have anoreksi.."

W H A T !
Så fik jeg den... Pinligt. Pinligt !
Hvad i al verden var der så galt med mig? Hvorfor var jeg sådan?
Hold da op hvor jeg syntes, at jeg selv var en pivskid... Og nu troede min læge nok bare, at jeg ville have opmærksomhed..great.


"Model" er the shit ?

I takt med at jeg blev ældre, des mere blev jeg opslugt af denne her modeverden.
Modeller var nogen, andre så op til.
Det var ikke noget, som alle turde at kaste sig ud i.....
.. og var der noget man ikke skulle sige til mig, så var det: Det tør du ikke..

Jeg var ikke skrøbelig
(udenpå)

Hvis jeg ville være model, så måtte jeg jo holde mig tynd!? Jo tyndere jo bedre..
Alle ville gerne være tynde.. Men de kunne ikke - medmindre de, fra naturens side, var født sådan......
De kunne ikke sulte sig - men det kunne jeg.
Det var min eneste måde at bevare lidt selvtillid.........
Hvis jeg mistede min tynde krop.. Hvad så?! Hvem var jeg så!? Ingen. Jeg var intet i mig selv..

Jeg blev ikke ved med at være tynd....min vægt kunne svinge fra 46 - 52 kilo over et par uger fordi, jeg udviklede et problem med overspisninger.
Enten spiste jeg intet - eller så spiste jeg alt. Skiftevis.

Men jeg så gerne, at jeg, mest muligt, holdt mig nede på 46 kilo....


This is the house that anorexia built

"Size 0" - 46 kilo




 

Tirsdag d. 24. januar 2012

Min dag startede med et besøg ved en psykoterapeut på Stolpegården i Gentofte, der er et offentligt behandlingssted for traumer og spiseforstyrrelse.
Her er et udpluk af vores samtale..


blind kan man være af sin egen overbevisning !
   
Psykiater: "Dyrker du nogen form for motion?" 

Mig: - Ja. Jeg går typisk én lang tur dagligt og træner 2-3 gange/ugentligt i fitness. 

Psykiater "Har du en fornemmelse af, at du spiser godt?"

Mig: - Jeg kan godt lide søde sager og junk, men jeg spiser ellers fornuftigt. Jeg er meget bevidst om, at det er vigtigt, at jeg får ordentlig mad for, at kunne have kræfter til at arbejde med mig selv.
Det har dog før været et problem for mig at spise ordenligt, men jeg er kommet over eventuelle spiseforstyrrelser. 

 
Psykiater: "Du nævner jo, at du før har haft en spiseforstyrrelse. Tænker du meget over din vægt, og om du tager på? Fylder det meget i din hverdag?"

Mig: - Nej ikke specielt. Jeg vil bare max veje 50 kilo. Lige nu vejer jeg vidst 51 kilo, og det kan jeg tydeligt se og mærke, så jeg skal lige tilbage på de max 50. 
Ellers er jeg meget afslappet....

Lød det lige så modsigende i mit hoved som in real life ?


Psykiater: "Hvis du skal være helt ærlig, hvor meget af din tid bruger du så på at sætte din mad og træning sammen, så du ikke bliver tungere end 50 kilo?"
 
 Mig: - Hvis jeg skal være helt ærlig, er min vægt og mad nok i fokus i hvert fald 80% af tiden... 


Ok.. Jeg har et problem..  

Når folk har kommenteret min, efter deres mening, besættelse af vægt og krop, har jeg bare tænkt.. Bare fordi JEG går op i min krop.. 
Suk.
Det var et rigtig stort chok for mig at indse, at jeg har et problem.
Endnu værre var det at høre, at min vægt gerne skulle op og være 57 kilo.

57 kilo?
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er brudt grædende sammen, hvis vægten har sagt over 50 kilo! Den skulle også gerne sige mindre..........



1. april 2012 - 48 kilo
Vægten bliver smidt ud, og jeg starter i gruppeterapi for spiseforstyrrende..



D. 20. september 2012

Før/efter



i'm not telling you it's going to be easy
i'm telling you it's going to be worth it


Jeg gjorde det? Jeg nåede min målvægt!
Mange har, med stor begejstring, skrevet til mig, at det er fuldstændig vildt, at jeg har nået min målvægt så hurtigt. Hvilket det også er.....især fordi jeg ikke selv troede, at det nogensinde kunne lykkes!

Her er forklaringen:

Bag spiseforstyrrelsen ligger der som sagt en masse tanker og følelser.
For at kunne tage på og kunne "kapere" det indeni, skal disse tanker og følelser håndteres.

Inden mit gruppeforløb for spiseforstyrrende har jeg gået i intensiv terapi mod traumer i 3 år, hvor jeg har arbejdet med tanker og følelser.

Det er årsagen til, at jeg har kunnet gøre det.

Ikke bare har kunnet tage på - men jeg kan holde min nye krop ud !
Den er der ikke 100%, og jeg kan stadig bryde grædende sammen.... men det bliver lige så stille bedre :o)

Nu skal jeg lære at spise....lære at leve uden mad og vægt som fokus....
Det tager tid....og det skal tages i mit tempo....men det vigtigste er, at jeg vil.

Jeg er færdig med at gå glip af mit liv fordi, at jeg er styret af mad, vægt og senfølger.....


"Det er underligt, for da vi mødtes første gang, var jeg ret sikker på du led af en spiseforstyrrelse. Men det virkede ikke til, at du selv vidste det .."
Anne

 

Nu skal du ikke få hypokonder.. 
Men måske du er lige så blind af din egen overbevisning, som jeg var?


41 kommentarer:

  1. Du ser bedre ud en nogensinde, Ina. Du har fået din glow tilbage :)

    http://www.youtube.com/watch?v=VaCCN95S7A8

    SvarSlet
  2. Godt gået Ina! Du har altid været smuk, men nu er du endnu smukkere!

    SvarSlet
  3. Det er virkelig flot at du har taget lidt på.. Du er virkelig smuk,

    SvarSlet
  4. Tak for jeres søde ord <3
    DE VARMER! LIKE A LOT!

    SvarSlet
  5. DU SER SÅ MEGET BEDRE UD NU SØDE!!!!!
    Du er så smuk <3

    SvarSlet
  6. Jeg kan kun give de andre ret. Det klæder dig meget bedre at der er kommet lidt kød på. Bliv ved med det.

    SvarSlet
  7. du er 100 gange mere sexet at se på nu!!! før var du hvad jeg vil definere som værende en tynd pige, nu er du den type pige folk vender sig om efter på gaden fordi du har en decideret babe krop!! det er en sindssyg forvandling, og du skal være SÅ stolt af dig selv!!

    SvarSlet
  8. Hvor ser du bare hamrende lækker ud nu! Det er SÅ flot at du har klaret det - respekt! :)

    SvarSlet
  9. Hvor ser du bare godt ud! (-: <3

    SvarSlet
  10. Du har jo godt nok en smuk krop nu! Så sejt :)

    SvarSlet
  11. Har lige "fundet" din blog - og sikke er held!

    Er selv på vej op i vægt (eller prøver!!) og hvor er du en inspirationskilde i den henseende.
    Det er så meget flottere til dig, at være slank end mager - For du er stadig en slank pige, også selv om du ikke altid (aldrig!?) føler det.
    Og vigtigst af alt, så har du det sikkert også langt bedre psykisk.

    Mit egentlige formål med at skrive her var egentlig bare at sige, hvor sej du er. Virkelig flot du er kommet så langt.

    Og så lige et enkelt spørgsmål; Hvor lang tid gik der, fra du begyndte at øge i vægt, til du fik mere energi?

    SvarSlet
    Svar
    1. Først vil jeg sige:
      Tak!! :o)

      Uuuh, spændende at du er selv er på vej op!
      Hvordan "gør du"?

      Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, jeg slet ikke har tænkt over..
      For 3 uger siden kom jeg pludselig i tanke om, at jeg ikke længere var så udkørt i kroppen - jeg havde ikke brug for så meget søvn som før.
      Jeg var i det hele taget også bare mere "klar" oveni ..... Har fået lettere lidt latter og mere styrke til at overkomme dårlige tanker.....

      Det var lidt som om, at jeg "bare" skulle over på de anden side. Så fik jeg flere og flere kræfter til at fuldføre vægtøgningen og være mere og mere okay med det.
      (Jeg skrottede min vægt for 2 måneder siden, og det har også været et betydningsfuldt valg!)

      Jeg ønsker dig god tur på vej til noget bedre!!! :o)

      Slet
    2. Selv tak, det fortjener du :-)

      Ja, det ville jeg rigtig gerne kunne svare på - men desværre "gør" jeg det ikke.
      Det er for svært for mig at øge i vægt lige pt, og hver dag er en udfordring mht. maden.

      Jeg går på et center for spiseforstyrrelse, hvor jeg kontrolvejes og går til samtale en gang om ugen.
      Jeg har fået en målvægtsinterval, som ligger ca. 18 kg over min nuværende vægt, så jeg føler, det er helt uoverskueligt. Men må bare i gang..........

      Dernæst vil jeg sige til dig, at du skal huske, at holde ved, og at selv om det ser meget lyst ud nu, så kommer der sikkert også svære perioder.
      Det er bestemt ikke for at være pessimist, men taler af bitter erfaring. Har selv været hernede hvor jeg er nu for ca. 5 år siden, og kom op i vægt under indlæggelse og var stabil i ca. 3 år. Derefter er det desværre "gået ned igen".

      Så husk kampen varer ved længere end man tror, og husk at du skal nyde, at du netop nu har det så godt :-)

      Slet
    3. Du er simpelthen en skat at bringe den reminder!

      For ja, dette øjeblik skal nydes - men jeg skal ikke bare tro, at nu er det hele vundet.

      Jeg fik jeg klump i halsen, da jeg læste din "historie"..
      18 kilo.... Chok. Det er 8 kilo mere, end jeg skulle tage på.

      Må jeg spørge hvad årsagen er til, at det efter 3 år glippede? Ved du det selv?
      Det lyder virkelig alvorligt i mine øre... Som om du blev sluppet fri for tidligt!? Eller en tragisk hændelse ramte dig!? (Uden at skulle gøre mig klog på det :-( )

      Jeg håber, at du er tilfreds med din nuværende terapi ?

      /Undskyld alle de spørgsmål.. Og du skal ikke føle dig forpligtet til at svare på nogen af dem.

      Jeg håber, at du, på trods af alt, har det ok <3

      Slet
  12. Jeg vil meget gerne svare dig - Ikke mindst for at du ikke begår samme fejl.

    Det er også ret mange kilo, synes jeg. Desværre.
    Det er nok en blanding af meget; Flyttet hjemmefra, fået kæreste, påbegyndt studie...
    Alt sammen er bare gået derudad, men har nok lidt "glemt" min mad og at have fokus derpå, og i stedet fokuseret mere på objektivt, målbare ting såsom karakterer osv.

    Men det gør mig meget glad og fortrøstningsfuld, når jeg læser en blog som denne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja.. Man kan nok hurtigt fjerne fokus og bare tænke, at man er jo blevet "rask" ... Men det kan hurtigt gå den anden vej igen :-/

      Jeg er også meget bange for at tabe mig..
      Kampen om at skulle tage på igen, tror jeg kun bliver endnu hårdere....

      Jeg håber at dit liv - bedst muligt - hænger sammen? Hjem, kæreste, studie - på trods af tilbagefald mht spiseforstyrrelsen?

      Slet
    2. Ja, det er nemlig lige præcis det. Så husk at kampen er længere end man måske tror, for du har ret, kampen op igen er hårdere end kampen om at tabe sig - Det er man næsten mester i.

      Det går okay. Læser på universitet, men mangler virkelig energien. Det er også meget det, der gør, jeg ved, at det er nødvendigt at tage på.
      Har kæreste og det har virkelig sat os på prøve. Han tjekker alt osv. og det tager da på energien. Heldigvis er han en virkelig god støtte.

      Slet
    3. Ja med kæreste og en piseforstyrrelse, får man hurtigt forholdet sat på prøve.
      Det er virkelig dejligt at høre, at han er en stor støtte. Det er bare så skønt, at have fundet sådan en, der gider/orker.

      Min kæreste er også en fast støtte for mig.
      Jeg er ham godt nok taknemlig!

      Slet
    4. Ja, det er helt fantastisk skønt.
      Vi må huske at fortælle dem, de faktisk er til stor hjælp, selv om man kan vrisse lidt af dem nogle gange :-)

      Slet
    5. Ja, man skal huske at takke.. Det kan jo hurtigt blive hverdag, at de bærer over med os :O)

      Slet
  13. Hold fast har lige fundet din blog, og jeg tager hatten af for dig, du er vireklig en sej pige. Jeg lider desværre selv af anoreksi på nu 13. år og det har været en kamp uden lige. Men lige nu har jeg det okay, og jeg lærer at holde tankerne nede. Pt igang med en videregående uddannelse, hvilket jeg er super glad for, og dette er også med til, at motivere mig til at få spist igennem dagen.

    Jeg blogger selv, dog ik så meget om min spiseforstyrrelse, mere om hvad jeg laver og ikke mindst mine kreative sider.

    Du ér meget velkommen til at kigge hovedet forbi bloggen:
    madebyme-helena.blogspot.com

    Mvh Helena


    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Helena

      Hvor er det bare dejligt at høre fra andre, der døjer med det samme som en selv. Selvom det nu ville være rarest, hvis ingen skulle have det sådan..

      Hatten af for at du er igang med en videregående uddannelse! Det er da noget af en stor ting ved siden af sådan en psyke.

      Hvilken form for hjælp får du til at mindste spiseforstyrrelsen mere og mere?

      Tak for linket til din blog!!!!!

      Mange knus og tanker herfra :O)

      Slet
  14. Kære Ina! Hvor er det bare flot gået! Jeg synes vitterligt, at de ekstra kilo klæder dig forrygende. Jeg har selv kæmpet med en spiseforstyrrelse i snart 5 år, men har på overfladen fungeret rigtig godt.. Er snart færdig med min cand.merc med topkarakterer, har haft krævende studiejobs, udlandsophold, you name it. Den lave vægt er dog kommet krybende hen af vejen, og da jeg kom hjem fra et praktikophold i Asien i august og kun vejede 43 kg (er 173 cm btw) blev jeg 'tvunget' i behandling af mine forældre. Det rykker desværre ikke særligt meget, men det er så dejligt at have inspirationskilder som dig. Det er bare så utroligt svært at skulle gøre det selv, men hatten af for, at du har gjort det! jeg ønsker dig alt det bedste, og vil uden tvivl blive ved med at følge dig. Keep up the good work :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej :o)

      Tusind tak skal du have!

      Puha.. Din vægt er godt nok lav.
      Har du overvejet at prøve en anden form for behandling en den, som du er igang med nu? Og må jeg spørge hvilken behandling du modtager?

      Om ikke andet så har du også kun været igang i et par måneder? Det er jo ikke "bare" en forkølelse..


      Slet
  15. Synes det er sejt du er kommet så langt, som du er. Jeg har selv taget en del på, men mangler stadig et par kilo for at være i mål. Glæder mig til at nå dertil og kan "nøjes" med at vedligeholde.

    SvarSlet
  16. Super godt gået! Du er smuk, og det skal du for hver en pris altid huske<3

    SvarSlet
  17. Jeg har da aldrig hørt noget så latterligt, som en læge der siger, man er for tynd til at have anoreksi! Anoreksien sidder i tankerne, og er ofte afspejlet i kroppen. Men din læge er godt nok useriøs, hvis han ikke kunne se, at du var syg. Selvfølgelig er der noget med, at man skal have tabt 15% af sin idealvægt, for at få diagnosen anoreksi, men at han netop afslår dig, det synes jeg er helt forkert!
    Det er godt du ikke selv var i tvivl om det, for det er dælme svært at få hjælp, hvis man ikke selv har indset og accepteret, at man er syg, først!
    Jeg synes virkelig det er mega sejt gået af dig, at du har taget så meget på. Pisse stærkt, faktisk! Jeg er selv i behandling, og hvor er det hårdt at se kiloene komme på, på den spinkle krop, man lige har lært at elske så højt!
    Jeg er så splittet, for på den ene side ønsker jeg mig over alt i verden at blive tynd og flot igen, men når jeg ser på andre spiseforstyrrede's før/efter billeder, kan jeg da godt se, at det er 100 gange mere attraktivt med lidt sul på kroppen.
    Jeg synes virkelig det er en sej kamp, du har været igennem, og du må klappe dig selv på skuldere, for hvis du kan vinde over anoreksien, kan du vinde alt!

    SvarSlet
  18. Hej ina... må jeg spørge hvilken personligehedsforstyrrelse du har? Og hvilken behandling du har modtaget? Jeg har selv været diagnostiseret Borderline, men er efter et to årig gruppeterapi forløb ved klinikforpersonlighedsforstyrrelse i riskov blevet erklærret rask... men har dog stadig en ubehandlet spiseforstyrrelse, ved godt selv den er gal men har kun en eneste gang nævnt det for et andet menneske, min læge, men hun skød det hen i at selvf var det med mad svært når jeg har tarmproblemer og toilet besøg er pinefulde... jeg er 170 høj og vejer 55 kg og jeg synes jeg er aaaalt for tyk, synes der er meget tøj jeg er for tyk til at gå i, og er sur på mig selv over at jeg ikke bare kan tabe mig 2-4 kg...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Zabrina
      Jeg fik helt stress, da jeg læste dit spørgsmål om, hvilken personlighedsforstyrrelse, jeg har. For jeg ved det ikke! Jeg har blot fået at vide, at jeg har det - af en psykiater. Men jeg ved ikke, hvilken det er...
      Jeg har lige googlet det, og jeg kan se, at der er flere forskellige.

      Hmm. Hvor er det bare frygteligt, at vi er så mange, der bliver taget useriøst af vores læge mht spiseforstyrrelse.
      Jeg er 168 høj og husker tydeligt, at da jeg vejede 52-53 kilo, var jeg helt ude af den. Jeg følte mig også utrolig tyk. Jeg ved godt, at vi muligvis ikke er identiske, så man ikke 100% kan sammenligne med din højde og vægt - men mon ikke, det alligevel kan sammenlignes lidt.

      Jeg har gået(og går stadig) ved en psykoterapeut i 3½ år og modtaget et gruppeforløb for spiseforstyrrende på Stolpegården i Gentofte.
      For mit vedkommende - og sikkert også for mange andres - der er/var det nødvendigt at arbejde med min psyke og styrke den, inden jeg kunne tage fat i spiseforstyrrelsen.
      Gruppeforløbet var også givende på den måde, at man så på spiseforstyrrelsen fra forskellige vinkler og mødte andre, der har samme problem. Det var meget spændende og givende!

      De bedste tanker herfra <3

      Slet
  19. Hold da op! Jeg er virklig imponeret! Jeg sys det er SÅ flot af dig at du er kommet så langt! Du er ser rigtig godt ud - sund og rask!

    SvarSlet
  20. Kære søde Ina, dette er en lille hilsen fra en gammel veninde fra Randers.Mit hjerte bløder når jeg læser din historie, jeg føler det helt ind i sjælen. Du skal vide at jeg aldrig har set dig smukkere!! Du er den mest fantastiske figur nu, og den gang var du bare en skygge af dig selv. Med ønsket om at du skal leve resten af dit liv i lykke, for det fortjener en kvinde som dig <3
    De bedste hilsner fra Bettina

    SvarSlet
  21. Hej Ina
    har nu i et stykke tid fuldt din blog<3
    jeg er en pige på snart 19 år og er selv fanget i en slem spiseforstyrelse, og er også indlagt for tiden :/ Jeg bliver ved med at miste motivationen, troen og lysten tiil et andet liv. Det er så svært for mig at blive i tanken om at det er godt at tage på... Jeg synes det er så hårdt og til tider orker jeg næsten ikke mere. Så ville høre om du havde nogle gode råd om hvordan man holder motivationen og tankerne på sporet...
    De bedste hilsner J
    (bye the way, jeg synes du er både smuk, utrolig sej og jeg er så glad for din meget ærlige tilgang til spiseforstyrelsen) <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Søde Du <3

      Jeg er ked af at høre, at du er indlagt for tiden.. Men alligevel også glad for at høre, at du er under opsyn.

      Det er svært at holde gejsten oppe, I know.. Også frustrerende at man størstedel af tiden egentlig slet ikke kan have lyst til at ændre noget.

      Min tanke (og råd) er: Har du snakket med en terapeut om, hvad din spiseforstyrrelse bunder i? Uden at vide hvorfor den er kommet, kan det godt være svært, fordi man jo ikke ved, hvad man så skal arbejde med...
      Alle kan jo få en sund bmi, men det bliver man jo ikke rask af. Det er tankerne der skal vendes...

      Det hjalp mig at gå til psykolog. Vi fik, og får stadig, styr på mine gamle tankemønstre, så det er ved at være MIG og ikke spiseforstyrrelsen, der styrer mig.
      Hvis man ikke er ok med sig selv, kan man jo heller ikke have styringen i sit eget liv - også tager spiseforstyrrelsen over.

      Men ét er, at du gerne vil - det er det første skridt på vejen. Også selvom du ikke altid er motiveret. Men det kommer.

      Vi har brug for nogle til at guide os igennem os selv.
      Hvis vi selv kunne, var de fleste nok ikke syge i så mange år :-)

      De bedste tanker til dig <3

      Slet
  22. Tak for svaret søde Ina<3
    Er begyndt hos ny psykolog, og denne gang føles det virkelig som en der har styr på det de laver. Men trods dygtig psykolog er det hele bare så enormt svært!:( Men som du flere gange har skrevet kræver det nok også en kæmpe potion tålmodighed... <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder positivt med den nye psykolog.
      Måske hun selv har nogle fif du kan gøre brug af? :-)

      Det er en lang vej, ja.. Men det kommer.. Prøv at ta' en dag ad gangen. Man bliver skør af at tænke for meget på fremtiden :-)

      Slet
  23. Simpelthen for dårligt at lægen fortæller dig at du "slet ikke er tynd nok til at have anoreksi". Anoreksi foregår i hjernen! Du kunne veje 80kg og stadig være anorektisk. Det er en mental sygdom, det handler ikke bare om hvad du vejer. Det handler jo om hele ens psyke, de ting man gøre ved sig selv, måden man ser sig selv på, det hele forgår i hovedet.
    Man skal aldrig lade sig fortælle at man ikke er "tynd nok" til at have anoreksi. Ved at man sætter en vægt-grænse for hvornår man er anorektisk. Men du kan sagtens veje 10, måske endda 15kg for lidt og IKKE være syg eller anorektisk. Det er og forbliver en sygdom der sker i hjernen. Flot at du er kommet så langt med dit forløb, forsæt endelig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det var noget af en besked, hun gav mig der.
      Jeg ser frem til, at lægerne bliver klogere på, HVAD en spiseforstyrrelse er :-)
      For du har helt ret.

      Tak!! Er igang ;-) :-)

      Slet
    2. Hej Ina

      Jeg er en pige af anden etnisk herkomst end dansk, så undskyld mig for mit dårlige dansk...

      Jeg lige har fundet din blog og har læst den med stor interesse. Ting er, at jeg selv lider af anoreksi (blev besat med usund forhold til mad i 2012, har fået diagnosen sidste september, og blev sent i behandling hos Stolpegård, men har valgt at sætte den på pause, fordi jeg føler slet ikke at jeg er parat til at sige farvel til min spiseforstyrrelse). Jeg er meget imponeret med din successhistorie og meget gerne vil blive selv rask og glad for at være i sundere vægt, men jeg tror ikke at jeg er stærk nok til den! Lige nu ser jeg min anoreksi som en slags dårlig kæreste som mishandler mig, taler ned til mig og skader mit helbred, men jeg er så afhængig af ham at jeg simpelthen er bange for at miste ham. Jeg føler at min sygdom gør mig til en stærkere, mere successfuld person, og at jeg er en helt, fordi jeg kan sulte mig i flere dage og nemt kan sige "nej" til den fineste mad. Jeg ved godt at disse tanker er usunde, farlige og forkerte, men... der er intet jeg kan gøre ved det!

      Og så kender jeg problemet med lægerne som kan komme op med dumme og farlige udtalelser! De fleste af dem kender intet til spiseforstyrrelser og often ikke kan tage dig alvorligt. Da jeg har prøvet at søge hjælp hos min egen læge (december 2012), vejede jeg 43 kgs (jeg er 167 høj) og kunne tydeligt vise mine knogler. Men da jeg har snakket med lægen, følte jeg at han tror overhoved ikke noget er galt med mig. Han hverken har vejet mig, sprugt om min vægt eller mine spisevænner... og det gav mig en fornemmelsen at jeg ikke er tynd nok til at have et problem.

      Nu vejer jeg 39 kilos, men der findes mange som mener ikke der er noget galt med det. Jeg har været hos en anden læge for en måned siden, og han har sagt at jeg kunne godt tage lidt på til 50 kgs (som stadigvæk er undervægt for en af min højde! Når en læge siger at ens "goal-weight" skal være op til et bestemt nummer, signalerer han/hun til mig at hvis jeg vil være lidt tungere end denne vægt, så vil jeg blive for tyk!), men han tilføjede at jeg er "tynd, men ikke meget tynd", og at der skal være plads for folk som mig i samfundet. Disse ord were ekstremt triggering for mig, så nu føler jeg mig som en "wannabe", en tyk, velernæret ko som slet ikke har et problem. Og dette var den sidste grund for mig at stoppe behandlingen. OK, så jeg har haft tøj på, som ikke var stramtsiddende, men jeg synes stadigvæk ikke det er OK at sige til en med en BMI på under 15 at hun ikke er så tynd...

      Slet
  24. Part 2:

    Jeg også har haft dårlige erfaringer hos Stolpegård: da jeg blev indkaldt til en formsamtale, sagte psykologen nogle ting som virkede meget triggering (desværre, ved jeg ikke hvad hedder dette udtryk på dansk). Det godt kan være at jeg har misforstået hende enten på grund af sproglige problemer eller fordi min spiseforstyrrelse "twister" tings andre siger til mig. Men jeg fik en fornemmelse at hun mener ikke jeg ser tyndt eller usund ud, og at selv om jeg er undervægtig, så kan man ikke se den på mig. Og hun har set mig i undertøj, så der findes ikke en undskyldning i form af tøj som gør os visuelt tykkere. Og da jeg senere har læst min journal, kunne jeg se hvad denne dame har skrevet om vores samtale: jeg fik en fornemmelse at hun slet ikke lyttede til mig og har skrevet ned ting jeg aldrig har sagt. Hun pgså skrevet at jeg "kan passe i str. 34". Men virkeligheden er, at tøj i str. 34 er alt, alt for stor til mig, og mange gange kjoler i str. 32 også er for stor. Jeg kan huske at da jeg har talt til her, så sagte jeg at min logik siger til mig at jeg ikke kan være tyk hvis jeg går med den mindste størrelse i tøj, men når jeg kigger i spejlet, så ser jeg en grim, tyk kælling. Så jeg ved ikke hvorfor hun skrevet noget om str. 34, når denne størrelse slet ikke er den mindste! Og når hun skriver at jeg "kan passe i str. 34", så lyder det som om hun mener jeg normalt er større, men nogle gange/sjældent kan presse mig i en tøj i denne størrelse. Jeg har prøvet at sige til mig at jeg ikke skal tage det alvorligt, fordi denne dame sikkert går i str. 40, kigger aldrig på de mindre, interesserer sig slet ikke for mode/tøj, og derfor ved ikke meget om tøjstørrelser som kan findes. Så måske tror hun at 34 er den absolut mindste størrelse som findes, og at denne størrelse kun er lavet for dem som er meget tynde. Men min anoreksi siger til mig: "hun mener du ikke er ret tynd, så du skal tabe dig meget, meget mere, din dovne ko!"

    Jeg hader denne sygdom og vil give alt for at vågne op og at være fri from den! Jeg helst vil være tyk, men rask i mit hoved. Uanset hvor meget taber jeg mig, så ser jeg mig som fed, og når folk kommenterer, så giver det mig lyst til at tabe mig, fordi uanset hvad folk siger - alt virker bare så triggering!

    Jeg håber det er OK jeg har skrevet til dig. Jeg ønsker dig en dejlig dag :-)

    *Kram*

    SvarSlet